Gå til indhold
Søg

Pædagogers sciencekompetence i dagtilbud

Ph.d.-studiet henter empiri i NAVADAs hovedprojekt og undersøger hvilke kompetencer og faglighed pædagogerne bruger, når de etablerer og udvikler sciencepædagogiske lege- og læringsmiljøer i dagtilbud.

Ph.d.-studiet tilfører en vigtig dimension til det samlede NAVADA projekt ved at undersøge hvad pædagogerne selv siger om deres faglighed og kompetencer i relation til science og hvilke overvejelser de gør sig. Karen Bollingberg har udført etnografisk feltarbejde over en periode på to år ved at følge pædagogernes aktiviteter i regi af NAVADA såsom sciencecamps, sciencelaboratorier, aktiviteter i pædagogernes egne institutioner og ved personaledage. Gennem løbende observationer, uformelle samtaler, spørgeskemaer forskellige typer af interviews genererer Bollingberg empirisk materiale, hvor pædagogerne selv har definitionsmagten til at italesætte, hvordan de anvender deres faglighed i sciencepædagogisk arbejde, og hvad de mener er vigtigt.

Et af studiets centrale fund er, at pædagogerne gennem NAVADA forløbets rammesætning og facilitering af forskere har fokus på, at de bruger deres almenpædagogiske faglighed, når de udvikler sciencepædagogiske lege og læringsmiljøer. Før deltagelse i forløbet beskriver pædagogerne, at de er usikre på hvordan de skal arbejde med science i dagtilbud og at de mangler den naturfaglige viden, der skal til. Men over tid oplever pædagogerne, at de er i stand til at gribe en situation, som har science potentiale, måske fordi de trækker på en upåagtet science kapital, som de tidligere ikke har anerkendt hos sig selv. Samtidig giver pædagogerne udtryk for at de bruger børneperspektivet på en ny måde, når de sætter børnenes egen nysgerrighed i centrum selvom det strider mod institutionslogikker og hvad de plejer at gøre. I arbejdet med lege- og læringsmiljøerne får de øje på vigtigheden af spontanitet, uforudsigelighed og villighed til at slippe kontrollen med planlagte aktiviteter og i stedet følge det, der optager børnene. Pædagogerne fortæller at de faciliterer en proces hvor børnenes fordybelse og spontane undersøgelser af verden understøttes, og at processen bliver vigtigere end produktet, og hvor børn og pædagoger sammen udforsker udvalgte temaer og dermed opbygger naturvidenskabelig viden i fællesskab.

Ph.d.-studiets samlede fund peger altså på, at pædagoger gennem projektet ændrer deres forståelse for hvad science er i dagtilbud og dermed oplever at de faktisk kan og vil arbejde med science selvom de føler at de ikke har særlige naturvidenskabelige forudsætninger, men ved at bruge den science viden og færdigheder de har og ved at trække på deres almenpædagogiske kompetencer og faglighed, og ved at se verden gennem børnenes øjne får de selv større viden om science. Den indsigt håber Karen Bollingberg at udbrede på Pædagoguddannelsen, hvor hun til daglig underviser, og dermed give flere nye pædagoger mod og lyst på at kaste sig over sciencepædagogikken.